Sidste nyt

Mille opnår 1. præmie på brugsprøve.

På den sønderjyske brugsprøve startede jeg i regn og rusk Mille. Hun opnår i hendes første slip en perfekt fugletagning for en flok agerhøns. I et langt andet slip i strid modvind, går hun virkelig til stålet og opnår som eneste hund på dagen 1. præmie i brugsklasse.

Steffen Olesen og Sifu opnåede 2. præmie på prøven – tillykke til de øvrige præmierede hunde.

Mille har nu i 2017 opnået 1.præmie i Unghundeklasse, Åben klasse og brugsprøve samt placeret sig i vinderklasse. Det tegner til at blive en god hund.

Mille opnår første placering i Vinderklasse.

På DJ`s vinderklasse på Vestsjælland startede jeg Fugledes Mille. I 3. slip opnår Mille en fornem situation for en fasan i en lille remise, og bliver til 2. heat overført med 1B.
Efter 2.heat er hun rangeret helt i top, og kommer i finalen ud mod ES Zanka. Her finder Zanka fugl, og henviser Mille og jeg til 2. pladsen.

Det gav masser af erfaring i dag, og netop fyldt 2 år er det også en fin præstation.

Efter en herlig start på efteråret med Fugledes Tinka, hvor hun først vinder DPK`s efterårsvinderklasse og efterfølgende opnår 1.præmie på brugsprøve, var det i dag DJ´s vinderklasse på Fyn.

Tinka gik flot i to slip om formiddagen, hvor hun bl.a. har en meget stærk fugletagning. Tinka overføres til 2. heat med 1.A.

Efter 2.heat er hun stadig med helt fremme og rangeres som nummer 1 inden matchningen.

I finalen tager hun hurtigt stand ved en udsætningsvoliere. Hun rykker et par gange, hvorefter den rejser villigt, men der er ingen fugle. Dermed bliver Tinka slået og slutter som 2. vinder med CK.

2.placering på 2. start….

Begge hunde præmieret på brugsprøve.

Både Fugledes A. Mille og Fugledes Tinka var med på brugsprøve i Bjert. Mille var ude i mange, mange slip for at få en fugletagning med rejsning. I 2. slip har hun en fugletagning hvor fuglene går inden hun fik vist rejsning. Så vi måtte kæmpe, og hun gik virkelig i mange slip. Det tegner til hun bliver en fin hund – i dag kæmpede hun bravt, men desværre uden held. Så det blev til 2. præmie.

Tinka gik flot i to slip. En stand i første slip hvor fuglene lettede inden vi kom frem, og senere en ny helt komplet fugletagning. I 2. slip gik hun som hun plejer og fik dermed 1.præmie. Tinka har virkelig haft gavn af de mange jagter, hvor hun fungerer effektivt og “koldt”. Tinka er blevet meget stabil og har den bedste tid foran sig.

På billedet er Anne-Marie Larsen, der opnående 1.præmie på Villestoftes Fie. Tillykke til Anne-Marie og de øvrige præmierede hunde på prøven.

Fugledes Tinka sejrer på Dansk Pointer Klubs efterårsvinderklasse. Jeg startede både Mille og Tinka på klubbens efterårsvinderklasse. Mille havde tre slip om formiddagen. En uudnyttet chance for fugl i første slip, og en fugletagning i 3 slip, men det rakte ikke til videre deltagelse.

Tinka var ude i to slip. Gik rigtig godt og stabilt, og med en helt komplet fugletagning i 2. heat, blev hun overført til 2. heat med 1A

I 2.heat fortsatte hund ufortrødent og var inden matchningen rangeret som nummer 1.

I finalen vandt hun på søg, fart og stil – blev 1. vinder med CK og CACIT.
Dejligt at sikre sig billetten til DM.

Apporteringsprøven bestået.

Mille bestod Dansk Pointer Klubs apporteringsprøve, som blev afholdt i fine rammer hos Allan Bredsgaard. 3 x 9 point og så var den i hus.

Tillykke til pokalvinderne og de øvrige som bestod prøven.

10. juli 2017 var det slut….

Efter et par tage med tiltagende skavanker, blev en af de mest betydningsfulde hunde i mit liv aflivet. Fugledes Extra kom til de evige jagtmarker, og tilbage er mindet om en på alle måder fantastisk hund, der oplevede, og gav oplevelser.

Mange flotte præmieringer på markprøve, Guldpokalvinder, DKJCH og SJCH, flere gange vinder af DPK`s vinderklasse,  filmstjerne i Nak & Æd, avlshund af høj kvalitet med en ualmindelig høj præmieringsprocent – men først og fremmest en helt igennem god og ærlig jagtkammerat, der uden for jagtsæsonen ofte var “skolehund” på arbejdet…. Han bliver savnet!

Han er på tegningen ved siden af flot gengivet af Johanne Essay ud fra et stærkt fotografi af Erik Petersen. Dejligt minde.

Der kom en ny hund i huset i begyndelsen af juni måned. En hvalp efter Fugledes Tinka (Fugledes Extra – Frierfjordens Lola) er kommet til Filleborg.
Hanhvalpen, der har fået navnet Fugledes Check, er en køn, omgængeligt og i det hele taget herlig hanhund, som det bliver rigtig spændende at følge.

Den skal lidt med hen over efteråret, og er så forhåbentlig klar til at komme på prøve til foråret.

De øvrige hvalpe er alle kommet ud til hundesportsfolk, så det bliver i det hele taget spændende at se hvad dette kuld indeholder.

De øvrige hvalpe er kommet til henholdsvis Bjerke Anderson i Sverige, Thomas Olesen på Læsø, Jørgen Gordon Andersen på Fyn, Flemming Fuglede i Nordjylland og så er der blevet en hanhund hos Birgitte og Peter på Nordsjælland.

Efter forårets prøver var afsluttet i Danmark, deltog jeg på Tysk Pointer Klubs hovedprøve. Dette var dels for at opleve deres prøvesystem, men bestemt også for at udvide horisonten i forhold til at finde interessante avlshunde.

Mille var tilmeldt Pointerderbyet om lørdagen. Hun efterlod et stærkt indtryk efter 1.runde, hvor hun var rangeret nummer 1, men uden fugletagning. Hun fik et andet slip, hvor hun går som første slip. Opnår stand sammen med makkerhunden. Da fuglen letter, skyder makkerhundens fører (hun er ret rutineret), og skyder en ekstra gang, da hundene havde stand samtidig.

Alle ønskede mig tillykke og troede jeg havde vundet prøven. Det skete ikke, da dommeren ikke godtog fugletagningen for begge hunde, men kun for makkerhunden. Mille fik en fremragende kritik, og blev tildelt en talentpokal.

Dagen efter startede jeg i vinderklasse, hvor hun igen gik godt, men stødte en fugl og blev derfor smidt ud.

Så mange spændende hunde og skal helt sikkert på prøve dernede igen.

 

Efter skaden på årets Derby, var Mille igen klar til at komme på prøve, da Dansk Pointer Klub afholdt hovedprøve på Fyn.

Hun skulle sammen med 16 andre hunde starte i UKK.
Det blev et kort 1.slip, hvor makkerhunden halesøgte. Mille blev derfor omprøvet, og i et langt slip gik hun virkelig fint. Fik en topkritik og blev rangeret som nummer 1 inden matchningen.

I finalen fortsatte hun ufortrødent og slog makkerhunden på formatet. Derfor blev det for 2.år i træk til sejr på Dansk Pointer Klubs mest prestigefyldte prøve. Det er jeg rigtig glad for.

Det var en stor ære at vinde UKK to gange i træk. Mille tegner rigtig godt og det bliver spændende at følge hende fremadrettet.

Jeg havde længe set frem til Derbyet 2017. For første gang synes jeg at den hund som jeg stillede op med havde en potentiel vinderchance.

Fuglede A. Mille indfriede på 1.dagen også forventningerne. To slip med flot niveau og en fugletagning betød hun blev tildelt 1.præmie UK og overført med topkarakter til 2.dagen – alt var som jeg havde drømt om.

Desværre blev 2. dagen ikke som jeg havde håbet. I første slip gik hun ikke som hun plejer. HUn blev inden matchningen rangeret som nummer 5. Et slip yderligere betyder at hun slutter som 4.vinder på årets Derby.

Det er jeg rigtig glad for – min første derbyplacering.

Da jeg kom hjem fandt jeg ud af, at hun havde flækket en negl. Denne blev rykket af dagen efter hos dyrlægen….det var dejligt at finde årsagen til hun ikke gik ordentlig på 2.dagen.

Foråret 2017 var mildt og gav gode muligheder for at træne hund. Mille var efterhånden ved at blive en rigtig fin markprøvehund, der med stor energi og fortrinlig stil imponerede flere af mine træningskammerater.

Tilmed var hun en god fuglefinder, og i det hele taget en let hund at arbejde med.
Derfor blev hun tilmeldt en åben klasse prøve ved Eskær i begyndelsen af marts måned.

Hun starter flot og opnår hurtig stand. Desværre står der ad to omgange fugle af præcist foran hende.

Hun bliver prøvet igen mod tre forskellige makkerhunde i et meget langt slip. Halvvejs i slippet lavet hun et flot fuglearbejde på et par agerhøns, og summasumarum betyder dagspræstationen en 1.præmie ÅK. Rigtig fint af en hund på 1 1/2 år.

Mille fik en flot debut på markprøve

I slutningen af oktober skulle jeg med mit halvskæve ben, for første gang i efteråret på en markprøve. Heldigvis var det muligt at køre en del rundt i terrænet, så jeg gennemførte dagen – den blev ellers lang.

Mille fik mange slip og havde to gange stand, hvor fuglene flygtede inden jeg kom frem i en jagtbar situation. Hun gik virkelig til den og fik rigtig god kritik. I 7. slip lykkedes det. Hun finder og nagler en stor flok agerhøns, rejser præcist og er rolig i opslugt og skud.

Dermed blev det – udover en meget fin kritik – også til en 1.præmie i UK

Det var en dejlig følelse igen at være på prøve.

Sådan kan man også komme på forsiden…

Under en fodboldkamp med arbejdet mod vores almene gymnasium kom jeg desværre til skade. En overrevet achilles og en meget lang pause.

Selvom dette skete i maj måned, så er hunde og jagtsæson mere eller mindre indstillet…. det er bare rigtig rigtig træls. ØV

På lørdagens hovedprøve er der altid stor interesse for at se UKK. Her bliver årgangens bedste hunde vist frem, og da der de seneste år har været mange hunde fra de nordiske lande, så er feltet i UKK blevet stort.

I 2016 var det ingen undtagelse. 21 hunde var tilmeldt – deriblandt Hekla.

Jeg var i første slip ude med Bertil Mårtonsson. Her udnytter Hekla et par agerhøns og laver en komplet situation. Tilmed fik hun topkritik på søg, fart og stil hvilket betød hun blev rangeret som nummer 1.

Hun kommer først ud igen i finalen, som hun vinder på et større format end makkerhunden.

Dermed vandt jeg for første gang UKK. Historien om Hekla er lidt af et “eventyr”, hvor mange ting er gået op i en højere enhed.

1.pr. UK, 2.pr. & 1.pr. ÅK med i Derbyfinalen og vinder af UKK – dette var langt mere end jeg havde drømt om.

Tak til Heklas ejer, Ole Frølund, for den tillid han viste ved at overlade Hekla til mig. Det var en spændende opgave!

Efter Jagthunde Derbyet startede jeg Hekla på Engelsk Setter Klubs hovedprøve. Her opnåede Hekla en 2.præmie, da hun manglede at vise rejsning. Hun fik super kritik, og det gav blod på tanden.
Derfor valgte jeg at starte hende ugen efter i åben klasse på Dansk Pointer Klubs hovedprøve. Igen viste Hekla sig som en stabil hund med gode vildtfinderegenskaber. Hun udnytter den ene chance hun får. En stærk situation på en fasanhane i en mose – Sådan!
Hekla opnår 1.præmie – jeg var glad.

Inden Hekla skulle “hjem” til Norge, skulle hun starte i Dansk Pointer Klubs UKK og søndagens vinderklasse. Trods 5 slip i vinderklassen om søndagen, ville det ikke lykkes for Hekla at få en fugletagning.

Til gengæld var hun overbevisende i UKK – læs mere om dette ovenfor.

Jutevatnes Hekla ankom til Danmark den 25. februar 2016. Jeg skulle arbejde med Hekla så hun blev tilvænning lavland.

Hekla omstillede sig forbavsende hurtigt og viste sig at være en særdeles god vildtfinder. Hun var lidt interesseret i hårvildt i begyndelsen, men fandt hurtigt ud af, at det var sjovere at finde agerhøns og fasaner.

Hekla startes første gang på Dansk Jagthunde Derby, hvor hun opnår 1.pr. UK og er med på 2. dagen. Her var hun med frem til matchningen, men forblev placeret.

17.oktober

Ny hund i huset. I dag flyttede Fugledes A.Mille ind – en herlig hvalp efter Fugledes Opal (Fugledes Extra – Fugledes Yatzy) og den tyske import, Franchannas Pointer Albert, som i foråret imponeret ved at vinde UK og blive nummer 2 i UKK på Pointerklubbens hovedprøve.

Jeg valgte denne hvalp da Opal jo er efter Extra og dermed blodlinjer jeg gerne vil fortsætte med. Opal har altid tiltalt mig pga dens måde at søge på, vildtfinderegenskaberne samt den gode kontakt til føreren. En kombination med Albert synes jeg virker meget spændende!!

16. oktober

Fugledes Tinka startes på vinderklassen ved Ryomgaard, hvor det bliver til en placering som 4.vinder. Dermed slutter Tinka et godkendt efterår med 3 placeringer på 4.starter. Nu gælder det jagtsæsonen, hvor den skal tilegne sig erfaringer, som fremadrettet bliver guld værd på prøver.

I øvrigt stort tillykke til de øvrige tre placeringer, som alle fik et championat i hus. Christian og Per som Jagtchampions og Thorbjørn et brugschampionat.

11. oktober

Det var lige ved og næsten på årets Danmarksmesterskab, der i dag blev afholdt ved Gørding. Fugledes Tinka endte i finalen, hvor den af uransagelige årsager hurtigt vendte bagud i terrænet – det var dumt! Tinka havde ellers ydet en fin præstation og var efter 1. heat rangeret i kat. 1b.

Sammen med 8 andre hunde, skulle Tinka være med til at dyste om de 6 placeringer på årets DM.

Efter 2.heat blev Tinka rangeret som nummer to og blev i matchningen først sluppet mod Fugledes Ultra. Her blev Tinka sat over og skulle i finalen møde den engelske setter Whitney, som hun om formiddagen havde slået på fugl!

Desværre slog hun sig selv og måtte derfor denne dag “tage til takke” med 2.pladsen.

Stort tillykke til alle de placerede hunde på årets DM.

5. oktober

Nordisk Pointer Match på Schackenborg

Dansk Pointer Klub var i dag vært for NPM, hvor jeg var blevet udpeget som ansvarlig for arrangementet. En stor TAK skal lyde til Martin Petersen for at stille terræn til rådighed for matchen. Stor tak til alle sponsorer og andre der bakkede op om arrangementet.

Sejr til Bertil Mårtensen med Black Luckys Antorini foran Fugledes Odin – der jo er en hvalp efter Fugledes Extra.

Hold sejr til Norge, foran Sverige, Danmark og Finland.

26. september

Fugledes Tinka blev i dag placeret som 3. vinder med HP da Dansk Pointer Klub afvikledes efterårsvinderklasse på Toftegaarden.

Tinka var i kategori 1b efter en fin formiddag. Over middag blev hun sluppet mod Astrup Rik, hvorefter hun var rangeret som nummer 4. I matchningen slog hun først Frierfjordens Randi, men efter et langt slip måtte hun bøje sig mod Astrups Rik og blev dermed placeret som 3. vinder.