Baggrund

Jeg er født og opvokset i det nordjyske – i en lille by ved Limfjorden der hedder Øland. Jagt og naturen har altid været en vigtig del i mit liv, og helt fra jeg nærmest kunne gå, har jeg fulgt med på jagt. Fortrinsvis jagt i de nordjyske Klitplantager, men også trækjagten på ænder var i mange år en foretrukken jagtform.

Gennem specielt min far og svoger, Søren Lassen, har jeg haft unikke muligheder for at komme med på jagt inden jeg fik erhvervet jagttegn. Der var rigtig mange jagtlejere, så var flinke at invitere mig med, når de inviterede enten min far eller Søren på jagt. Det er jeg i dag meget glad for!

Jeg fik mit første gevær, en kaliber 28 af mærket AYA i julegave, da jeg ikke var så gammel. Denne har jeg stadig og den minder mig om hvor jeg lærte at gå på jagt. Senere fik jeg “et rigtigt gevær” – en beretta 687L i kaliber 12. Gid dette gevær kunne fortælle historier, for den har godt nok oplevet mange ting!

På hundesiden har jeg været “miljøskadet” helt fra barnsben. Da jeg barn boede Flemming Fuglede i samme by som jeg voksende op i, og Flemming kendte min far meget godt. Flemming fandt hurtigt ud af at jeg var “bidt af en gal jæger” og var ofte med når Flemming trænede hans pointere eller var med ham på jagt, hvor jeg agerede hundetrækker. Mødet med pointerne, som dengang hed Knop og Julie, har sat sine dybe spor og denne race har altid fascineret mig.

Flemming flyttede fra byen da jeg var ca 10 år, men heldigvis fik jeg senere kontakt med ham og pointerne nogle år senere.

Vi havde også en hund på Øland – en lille cocker spaniel, der lød navnet Sniff. Denne huskes nu mest for dens ugerninger – en håbløs hund, der havde et iltert temperament. Var den med på jagt og vi skød noget, hentede den det gladeligt, men vil ikke aflevere det nedlagte vildt, medmindre vi havde en hundekiks. Den var en udfordring, men heldigvis døde den i en ung alder!!

Det passede derfor perfekt med at vi skulle have en ny hund, det samme år som jeg fik jagttegn. Der blev drøftet meget frem og tilbage om hvilken race vi skulle have og ikke mindst om det skulle være en hvalp eller en voksen hund. Jeg vil rigtig gerne have en pointer, men det fornemmede jeg hurtigt ikke faldt i god jord. Mine forældre var mest til en labrador, men jeg var opsat på det skulle være en stående hund. Flere gode jagtkammerater havde dygtige tyske korthår, og det var også tæt på, at det blev denne race. Min søster og svoger havde på daværende tidspunkt en helt fantastisk breton – som hed Teis! En ualmindelig herlig hund, med en kolosal jagtiver. De havde købt Teis i Ribe hos Jens Knudsen, og Jens havde to andre hunde til salg. En søster til Teis – der lød navnet Mille, og en gudeskøn Engelsk Setter som hed Lahymis Jess. Jess var en trefarvet, stærk og godmodig hanhund på tre år – den var jeg vild med.

Det blev ikke til en engelsk setter, men derimod den lille besærende breton, Mille. Mille var ikke på nogen måde dresseret, opdraget eller vant til at være stuehund. Hurtigt blev hun dog hele familiens – ja nærmest hele landsbyens kæledægge. Jeg trænede gevaldigt med Mille, så hun kunne blive klar til jagtsæsonen. Min far renoverede en ældre grøn PUCH Maxi og monterede en hundekasse bagpå – så var jeg klar til træning og jagt.

Mille blev trænet HVER DAG – ofte var det et fast ritual, at vi skulle ud og træne når jeg kom hjem fra gymnasiet. Ofte skulle der sættes en fugl, eller to, eller flere ud..så kunne vi nemlig passende slutte med andetræk

Da Hanne og Søren var begyndt at interessere sig for markprøver med Teis, så blev jeg også nysgerrig. Jeg kom med på et træningshold og begyndte selv at træne. Var på den første markprøve i foråret 1990, hvor jeg startede i åben klasse på prøen ved Fristrup. Mille fik en 2.præmie i åben klasse og dommer Kurt Kjærsgaard tildelte mig Jens Fristrups Mindepokal – det var jeg umådelig glad for og jeg blev “bidt af denne sport”. Dagen efter startede Mille på en lokalprøve og blev bedste hund i åbenklasse!

Opdateres….